Kinakål
– Ligger godt i maven
Efter 80’ernes overforbrug har ingen turde indrømme, at de godt kan lide kinakål. Prøv at tænke kinakål ind i dine varme retter og ikke kun som erstatning for den grønne salat om vinteren – det var jo der, det gik galt i sin tid. Så aldrig mere sjasket kinakålssalat med dåsemajs og slap agurk. Tænk lethed og sprødhed eller giv den gas med asiatiske krydderier.
I køkkenet
Gør som kineserne; brug kinakål i strimler til wokretter og i supper. Giv den meget milde kålsmag smæk med spicy krydderier og smagsgivere fra Asien som f.eks. sojasovs, chili, fishsauce, sesamolie og hvidløg. I wokken er det vigtigt, at kinakålen kun lynsteges, så den ikke falder helt sammen.
Kinakål er også hovedingrediens, hvis du skal lave en ægte koreansk kimchi.
I maven
Kinakål indeholder bl.a. C- og A-vitamin, betacaroten, kalium og folat.
I marken
Kinakål er en forholdsvis ny afgrøde herhjemme, hvor den først blev dyrket i større stil i 80’erne. Efterspørgslen efter kinakål er faldet i takt med, at der er kommet mange nye grønne salatsorter på markedet. Får kinakål rigeligt med næring og vand på marken, er det en forholdsvis nem og hurtigvoksende afgrøde.
Opbevaring
Kinakål skal opbevares i grøntsagsskuffen eller i en lufttæt beholder i køleskabet. Holdbarhed 1-2 uger.