Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Jordskok

– Træt af kartofler?

Jordskokken ser sær ud. Den har ekstra knolde på knolden. Er snavset og svær at få ren, men man skal som bekendt ikke skue knolden på hårene. Jordskokker er en fantastisk spise med dejlig smag og masser af mineraler og vitaminer. Er du træt af kartofler, så skift dem ud med jordskokker.

I køkkenet

Skur jordskokkerne grundigt fri for jord, men lad skrællen blive på, den smager godt. Jordskokken kan spises i såvel rå som i tilberedt tilstand, men smagen og konsistensen på dem er markant forskellige. Rå jordskokker er friske og knasende sprøde, med en sød og nøddeagtig smag. Tilberedt bliver jordskokker bløde og milde, med en sød og jordagtig smag. Rå jordskokker er skønne i papirstynde skiver med f.eks. æbler og nødder. Mens de kogte kan fremtrylle englebløde, cremede supper og puréer. Husk at koge kartofler med til mosen for at få noget stivelse. Jordskokker kan også gratineres i ovn med parmesan, rasp og olivenolie. Og så kan nyopgravede jordskokker fint erstatte de kogte kartofler på middagsbordet. 

For at afstemme jordskokkens naturlige sødme bør du krydre godt, gerne med noget der river lidt. F.eks. med noget syrligt, som citronsaft, eddike eller frisk frugt. Med noget bittert eller skarpt som krydderurter, peber, sennep eller måske øl. Fedme derimod, som fløde, afrunder og harmonerer delikat med den jordagtige smag.

I maven

Har et højt indhold af C- og K-vitamin og sukkerstoffet inulin, der er kendt for at sætte fut i de gavnlige bakterier i tarmen.

I marken

Jordskokker har en eventyrlig evne til at spire. Grav et par knolde ned, og du har 2 meter høje grønne solsikkelignende stængler næste efterår og et underjordisk forrådskammer. Jordskokker er en robust grøntsag, der ligger trygt og godt i jorden om vinteren – frosten ødelægger ikke de små knolde, og de er lige til at grave op, når man bliver sulten. Stammer fra Nordamerika og har kun været dyrket herhjemme i et par århundreder.

Opbevaring

Jordskokker skal helst spises de første dage efter, at de er gravet op. Så kan man nemlig nøjes med at skrubbe dem i stedet for at skrælle. Ellers bør de opbevares som kartofler – koldt og tørt, f.eks. en kasse i kælderen. Her er holdbarheden flere måneder. Så forsyn dig blot med kassevis – så har du til hele vinteren.

Jordskok

Inspiration til aftensmaden

  1. Jordskok- og æblesalat
    Jordskok- og æblesalat
  2. Jordskok og ananas
    Jordskok og ananas
  3. Jordskok og spinat
    Jordskok og spinat
-