Citron
– Smag til med surt
Sur som bare fanden, men et must i køkkenet. Skal dine måltider helt op at synge, må du smage dem til. Den sure smag – syren – er en af de fem smage: sødt, surt, salt, bitter og umami. Derfor bør citrusfrugter eller andet surt som eddiker altid være en del af dit køkkenforråd. Bruges helt fintrevet citronskal, kan det faktisk også være garant for den søde smag i dine retter.
I køkkenet
Et godt måltid skal smages til – måske med syrlig citronsaft og -skal. Brug citron til dine dressinger, til marinader og til dine fiskeretter. Aarstidernes kok, Sanne Holden Venlov, kan slet ikke undvære saltede citroner i sit køkken – det er en af hendes yndlingssmagsgivere i gryderetter, salater – ja, alle vegne.
I marken
Nu vokser citroner jo ikke sådan på marken, men på smukke citrontræer under sydligere himmelstrøg. Citronerne i kasserne kommer fra vores faste citrusavler Ginès Gómez fra Al-Arbuli i Spanien, hvor der er den rette blanding af sol, varme og kulde på de afgørende tidspunkter.
Opbevaring
Citronen bør opbevares i en skål på køkkenbordet, men vær dog opmærksom på, at der ikke ligger ethylenfølsomme frugter som fx avocado og bananer i samme skål! Citronens holdbarhed er under en uge, hvis den opbevares ved over 20 grader.