Cime di rapa
– En bitter, men smuk italiener
Cime di rapa er en lækker grøn sag med savtakkede blade og en aromatisk, sennepsagtig smag. Planten giver to afgrøder: de savtakkede blade, som du ser på billedet, og så dens uudsprungne blomsterknoppper, der i nogle lande kendes som 'broccoli raab', og som nærmest ligner minibroccoli.
Cime di rapa kaldes på dansk også rapini eller vinterbroccoli (fordi den kan dyrkes meget sent i sæsonen). Dens italienske navn cime di rapa betyder i øvrigt direkte oversat 'toppe af majroer', og det er da også netop den familie, planten tilhører.
I køkkenet
Planten har rigtig godt af lidt tilberedning – det mildner og runder den lækre sennepssmag og tager noget af biddet ud af de nogle gange lidt grove stilke. Man kan også skære den nederste del af stilken fra, hvis den virker lidt for grov.
Cime di rapa kan sauteres hurtigt i en pande, evt. med chili, hvidløg og hakket ansjos, eller den kan dampes eller koges.
I marken
Cime di rapa dyrkes i vid udstrækning i det sydlige Italien, men kan også sagtens dyrkes herhjemme. Den bliver dyrket flittigt på vores Smagsmark og den trives rigtig godt i vores klima. Den vokser i kølige temperaturer i efteråret eller vinteren og bliver sået om sommeren eller i det tidlige forår.
Opbevaring
Cime di rapa opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet, hvor den kan holde sig godt i op til 2-3 uger.