Carambole
– En stjerne blandt frugter
Meget dekorativ eksotisk frugt, som pynter i enhver frugtsalat eller isanretning. Carambole, også kaldet stjernefrugt, afslører en smuk stjerneform, når du skærer den i skiver.
I køkkenet
Spis skiver af carambole rå; frugtkødet er frisk syrligt og meget saftigt. Tilfør dine salater friskhed og sødme med skiver af stjernefrugt. Lav kompot eller marmelade.
I marken
Carambole stammer fra Sydøstasien og findes vildtvoksende i Indonesien. I dag er træet udbredt i tropiske egne over hele verden og står i mange private haver og pynter med sine rosa blomster. I naturen kan det stedsegrønne træ nå en højde af 15 meter, men i plantager holdes træet nede i højden for at lette arbejdet med at plukke frugterne.
Opbevaring
Stjernefrugt har kort holdbarhed og bør spises, så snart længderibbene bliver brune i kanten og frugten skifter farve fra lysegrøn til gylden – da er frugten moden.