Borlotto di Fuoco
- en italiensk skønhed
Denne utroligt smukke bælgfrugt er i Italien kendt under navnet ildtunge, formentlig på grund af dens lange, flade form og røde pletter. På engelsk går den dog under navnet ‘Cranberry Bean’, hvilket må hentyde til bønnens tranebærfarvede overflade på både bælg og bønne. Borlotto di Fuoco er en uundværlig bønnesort i det italienske køkken, hvor den anvendes både frisk og tørret.
I køkkenet
Den fine bønne er nærmest en dekoration i sig selv at have liggende på køkkenbordet. Inde i bælgen findes lige så fine, tofarvede bønner, som enten kan bruges friske eller tørrede. Står man med de tørrede bønner, skal de udblødes og koges, inden de anvendes. Bruges de friske bønner, skal de også varmetilberedes, inden de spises. Kog for eksempel de hele bælge og vend de kogte bønner i salater eller gryderetter, eller tag bønnerne ud af bælgen, steg dem med hvidløg og olivenolie, og drys med parmesan. Bønnerne har en fin og cremet nøddesmag efter tilberedning, men de mister desværre også deres fine farve. Så fortvivl ikke, hvis du står tilbage med en grålig bønne - den smager stadig himmelsk.
I marken
Denne sort er en buskbønne og kræver altså ikke som traditionelle bønnesorter noget stativ at kravle op ad. Bælgene får en mere rødlig og pink farve, jo længere hen mod modningen de kommer.