Rødbedeburger med stegt grønkål og misomayo
Ingredienser
- 1 løg
- 1 bundt grønkål
- 1 bæger søde kartofler i tern
- 1 pakke rødbedebøffer
- 1 pose misomayo
- Alle RAF-tomaterne
- 1 pakke burgerboller med kartofler
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æbleeddike)
I dag får du nogle af de smukke rød-grønne RAF-tomater. RAF-tomaten er en helt særlig tomat, som har smæk på smagen. Den er stor, knudret og ofte ikke særlig rød. Når RAF-tomaten er moden er den stadig meget grøn sammenlignet med andre tomater og efter et par dage kan den blive lidt blød. Det er dog ikke et tegn på, at den er blevet dårlig og det betyder absolut heller intet for smagen.
Tænd ovnen på 180 °C varmluft, eller find en brødrister frem til burgerbollerne. Skyl alt grønt.
Hak løg fint, og rib grønkål groft. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg løg i 2-3 min. Tilsæt kålen, og steg kål og løg i 3-4 min. Krydr med salt, peber og lidt eddike. Hold det lunt til senere.
Varm panden fra før op med lidt ny olie, og steg de søde kartofler i 7-8 min., til de er gyldne og møre. Krydr med salt og peber.
Varm en ny pande op, tilsæt olie, og steg rødbedebøfferne ved middel varme, 3-4 min. på hver side. Krydr med salt og peber.
Kom misomayo i en lille skål, og skær tomater i skiver.
Varm burgerbollerne 3-4 min. i ovnen, eller lun dem på en brødrister, 2 min. på hver side.
Smør burgerbollerne med misomayo, og fyld burgeren med tomater, rødbedebøf og stegt grønkål. Spis de søde kartofler til.