Gulerod
Nu med farve
Da guleroden for ca. 600 år siden kom til Europa fra Lilleasien var den lilla. Den orange gulerod, som vi kender den, har de orange-elskende hollændere fremavlet. Herhjemme blev gulerødderne først kendt som Amagerrødder, fordi hollandske landmænd dyrkede dem på Amager.
I køkkenet
Hav altid en skål med skrællede gulerødder i vand klar i køleskabet. De spiser sig selv. Gulerodsstave er gode på ethvert middagsbord eller i madpakken til børn og voksne. Gulerødder skåret i fine strimler eller tynde bånd pynter også i salatskålen. Du kan også lave en råkost af revet gulerod, rosiner, nødder, hakket persille og citronsaft. Gulerødder kan koges til supper, steges i wokken, kommes i gryderetter, bages i ovnen eller dampes let. Især nye gulerødder med top er en lækkerbisken på grillen.
I maven
Gulerødder indeholder masser af fibre, vitaminerne C og K og mineralerne kalium og mangan. Derudover indeholder rødderne betacaroten – et forstadie til A-vitamin.
I marken
En gulerodsmark er et skønt syn, når de græsgrønne bladtopper danser i vinden. Nye slanke gulerødder med top er en dejlig dansk sommerspise.
Opbevaring
Gulerødder opbevares bedst køligt og uden top. Nip toppen af og opbevar rødderne i en lufttæt beholder i køleskabet. Gulerødder med top har en kort holdbarhed og bliver slatne i løbet af nogle dage. Gulerødder uden top kan holde sig i 2-3 ugers tid.